mandag den 2. januar 2012

Det er lang tid siden

Nu sidder jeg og kigger mine indlæg igennem og finder ud af at der er en hekt masse ting, som jeg aldrig fik nævnt. Fx. hele min anden halvdel af mit udvekslingsår... :) Desuden er der også brylluppet og nytår, som jeg aldrig nåede til, selvom jeg på sin vis var begyndt. Men nu er jeg altså tilbage, for at runde fortællingen om mit udvekslingsår af en gang for alle, om end lidt kort.

Brylluppet skulle holdes den 1/1 2011, og som følge af det, var aftenen inden meget selvfølgeligt nytår. Jeg ved ikke om der generelt ikke bliver gjort særlig meget ud af nytår eller om det er den almindelige fremgangsmåde ikke at lave noget specielt. Jeg mener vi var ude og spise, men jeg kan ikke huske hvor. Aftenen blev brugt i selskab med Jody og Amanda (nævnt to indlæg længere nede) og en velsignet lille computer med adgang til netflix, en hjemmeside med film og serier. Vi så tegnefilmen Avatar, til klokken blev tolv, så the ball drop i NY på TV, ringede til Ros og Jim over hoteltelefonen for at ønske dem a Happy New Year, selvom de allerede var gået i seng, og fulgte derefter deres eksempel for at få lidt søvn før den kommende dags festligheder.

Brylluppet var rigtig hyggeligt. Både vielsen og middagen fandt sted i selve kirkerummet i en lokal kirke. Vi hjalp alle med at pynte op, både til selve brylluppet og "the rehursal dinner". Jeg fik lov til at stryge en hel del duge, for i USA er det ikke pænt med folder i dugen (i modsætning til herhjemme, hvor jeg har erfaret at det ikke bare er acceptabelt, men faktisk meningen).
Vi sandwiches - ret utraditionelt - og havde det ellers bare hyggeligt. Der var en slags leg eller konkurrence, der gik ud på at brud og brudgommen skulle spare penge sammen, ved at have folk til at danse med sig. Den, der havde tjent flest penge, når legen var slut, vandt. Jim var overbevist om at jeg skulle danse med min værtsbror, brudgommen og stak mig en 20 dollar seddel. Efter adskillige opmuntringer endte det da også ud, sådan som han ville have det. Jeg må sige at jeg ikke er den fødte danser. Men alle mine anstrengelser var forgæves. Ligesom legen endte tyvstjal brudens søster alle Justins penge og hældte dem over i brudens sæk! :P Jaja, sådan går det jo sommetider. Tiden kom da brudeparret skulle afsted på deres honey moon. Vi vinkede farvel og udnyttede årstiden vejr, til at smide sne efter dem i stedet for ris. Pretty much enden på en meget hyggelig tur til Arizona.

Resten af året: Mine skoledage gik groft sagt med skole, skitræning og lektier i hele vinterhalvåret. Weekenderne blev brugt på skiløb om lørdagen og kirke og lektier om søndagen. Selvom det lyder temmeligt ensformigt, var det en tilværelse jeg nød utrolig meget. Mit skihold bestod af de flinkeste mennesker man kan forestille sig. Der var tradition for at en fra skiholdet afholdte "Spagetti feed" dagen før et skiløb (altså fredag). Denne Feed bestod i at spise pasta med kødsovs, lagsagne og andre gode sager, hvorefter man spillede spil. Helt enormt hyggeligt! Først efter skisæsonen var slut fandt jeg ud af hvorfor det er vi spiste spagetti. Lille mig troede jo bare det var fordi, det var nemt at lave. Men nu skal I få forsklaringen: Pasta indeholder mange gode kulhydrater, der er gode når man står på ski og naturligvis bruger meget energi. Mere videnskabeligt bliver det ikke i denne omgang. Skisporten må siges at være den ting jeg nød mest ved hele mit udvekslingsophold. Jeg elskede holdet, trænerne, træningen, vejret, naturen og løbene. Løbene var en hel speciel oplevelse for mig. Første gang efter kun et par ugers skiløb kom jeg ind i på en midtplacering. Jeg var meget stolt:) Det gik bedre og bedre og to gange opnåede jeg endda at komme ind på en anden plads! Det skal så siges, at det her var i nybegynderpuljen. Derover var der både d, c, b og a pujler, afhængigt af størrelsen af løbet. Løbene var som regel ca. 5 km lange med løbende næse og varme i kroppen selvom temperaturen var lav. Man følte sig ikke særlig charmerende når man var færdig, men det er en fantastisk følelse bagefter.
Fra at være bange for en alt for lang, hård og kold vinter, blev jeg ked af det, da der på et tidspunkt i marts-april blev tø, og der ikke mere var mulighed for at stå på ski. Jeg har aldrig troet at jeg nogensinde skulle blive så glad for en sportsgren!
Der var mange andre dejlige ting der skete gennem vinteren. Jeg blev blandt andet kørt i skole og hjem hver dag af min dejlige nabo og skikammerat, Jackie. En nogenlunde varm bil med musik i radioen og et venligt ansigt er en velsignelse på en møgkold alaskamorgen. Desuden var der jo også plads til skiene ;).
Alaska er fantastisk smuk om vinteren. Hvide bjerge, hvide træer, hvidt alting. Og når så solen står lavt om vinteren og rammer bjergene med sit varme lys, skifter de til lyserød. Det kaldes alpenglow. En meget kold dag gik jeg ned til den floden ca. en kilometer fra vores hus. Den var bundfrossen, så man kunne gå på den og på overfladen var der alle mulige former for iskrystaller. Nogle lignede endda 3 dimensionelle blomster!
Det var den mest fantastiske vinter nogensinde.

Min værtsfamilie er noget for sig, for ud over at være pænt religiøse og enormt gæstfrie, er de i nogle tilfælde meget ligeglade med takt og tone. Men det er vist ikke alle alaskanere, der hænger sig i den slags. Fx. tager man da selvfølgeligt lige forbi en bryllupsreception på vej hjem fra en skitur, og til fin middag på en restaurent i løbetøj. Sådan er man jo så forskellige, men jeg elsker dem jo alligevel. Og jeg har lært at ikke alting behøver være så perfekt. Det vigtigste er jo ikke forberedelserne til at gæsterne kommer på besøg, men at have det sjovt sammen med gæsterne når de er der!

Med foråret kom der en ny sportsgren, men denne gang var det et dårligt valg. Jeg har desværre en tendens til ikke at vil give op med noget når det ser sort ud, og det endte så med en gang atletik. Da jeg virkeligt ikke er meget for løb og heller ikke særlig hurtig til det, prøvede jeg med kuglestød og diskoskast. Jeg blev aldrig noget som helst tæt på middelmådig. Det kan til dels skyldes at træneren var fraværende langt de fleste dage, men jeg tror nu ikke det betød så meget i forhold til min ringe præstation. Jeg havde nogle søde holdkammerater der prøvede at hjælpe mig, men jeg blev aldrig en fan. Jeg var lettet da sæsonen var ovre.

Andet semester i skolen bød på to nye lærere, Mr. Richards, lærer i Sci-Fi og Fantasy, og Ms. Lang, dramalæreren. Det var nogle lidt specielle fag, men de var meget sjove.
Ms. Lang gav en meget varieret undervisning, der bestod af filmanalyser og indøvning af monologer og scener. Der var også en del improvisation hvilket virkeligt var morsomt. De par gange jeg selv forsøgte at improvisere, gik det ikke godt, da jeg bliver meget nervøs, når jeg skal stille mig op foran andre. Så kan man måske syntes at drama var et mærkeligt valg, men det var ubeskriveligt at se de andre optræde, specielt med improvisation. Det var en velundt pause i en ensformig skoledag.
Sci-fi ville man nok synes var et meget underligt fag, og det kan skam også godt være. Vi læste og analyserede sci-fi bøger og film. Vores afsluttende eksamen var en test over de tre Ringenes Herre film, vi over et par uger havde set på klassen. :D

Da mit udvekslingsår nærmede sig sin ende, fik jeg lov til at graduere. Som udvekslingsstudent var vi de sidste oppe. Nu har jeg så et lille diplom der siger noget i stil med "Bevis på deltagelse". Jaja, det er ikke noget man kan bruge til så meget herhjemme. Det er meget sjovt at have, og et minde fra mit fantastiske år. I Alaska er der en tradition med at give studenterne blomsterkranse af hawaiiblomster. En spøjs tradition, da Hawaii ikke umiddelbart har meget at gøre med Alaska.
Da jeg gik til kontoret for at spørge om lov til at købe mit gradueringstøj - vores var nemlig kun til låns, hvorimod de almindelige studenter havde købt det - spurgte de mig undrende: "Hvad vil du dog med det?". Jeg ville jo have det som et minde og det kunne de godt se, men de har da ret i, at jeg nok aldrig kommer til at bruge det igen. De fortalte mig at jeg bare skulle beholde og afviste betalingen. Dejlige venlige mennesker.

Derefter havde jeg en måned jeg skulle brænde af. Colin kom hjem igen, men havde et arbejde og det samme havde min værtsforældre jo også, så jeg brugte meget tid for mig selv. Jeg tegnede og spiste cheerios og mistede fuldstændigt min førhen så gode kondition og jeg tvivler på at jeg nogensinde får den tilbage. Colin var flink til at tage mig ud og vandre når han havde tid, og det blev til sjove ture op ad sten i vandløb og snedækkede skråninger. Ja, der var stadig sne da jeg fik sommerferie, i hvert fald på bjergtoppene. Faktisk sprang bladene på træerne ud på gradutionsdagen. Det var midt i maj.

I sommerferien var jeg også på weekendtur til Eklutna Lake med nogle andre udvekslingsstudenter fra YFU. Vi havde det godt sammen. Det var dejligt at tale med nogen, der stod i samme situation som en selv.

I slutningen af juni kom mine forældre og Christian og vi tog ud og oplevede Alaska og "the lower 48" sammen. Jeg vil ikke beskrive den rejse her, da den ikke er en del af mit udveklingsophold. Det endte så snart mine forældre kom ud fra paskontrollen i lufthavnen. Jeg var selvfølgeligt meget glad for at se dem, men endnu mere ked af at sige farvel til Ros, Jim, Colin, Kobuk, kyllingerne, naboerne og vennerne, for jeg ved at den tid aldrig kommer igen. Da jeg tog væk fra Danmark vidste jeg jo at jeg kom tilbage igen til det samme liv, men livet som udvekslingsstudent er slut. Det samme er min blog.

Det er dejligt endeligt at have den færdig, om end det blev lidt forhastet. Den tid jeg brugte i Alaska og i andre dele af USA i selskab med min værtsfamilie vil jeg aldrig glemme. Jeg tror på dem der siger at udvekslingsåret var et af de bedste år i deres liv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar