Det er lang tid siden

Nu sidder jeg og kigger mine indlæg igennem og finder ud af at der er en hekt masse ting, som jeg aldrig fik nævnt. Fx. hele min anden halvdel af mit udvekslingsår... :) Desuden er der også brylluppet og nytår, som jeg aldrig nåede til, selvom jeg på sin vis var begyndt. Men nu er jeg altså tilbage, for at runde fortællingen om mit udvekslingsår af en gang for alle, om end lidt kort.

Brylluppet skulle holdes den 1/1 2011, og som følge af det, var aftenen inden meget selvfølgeligt nytår. Jeg ved ikke om der generelt ikke bliver gjort særlig meget ud af nytår eller om det er den almindelige fremgangsmåde ikke at lave noget specielt. Jeg mener vi var ude og spise, men jeg kan ikke huske hvor. Aftenen blev brugt i selskab med Jody og Amanda (nævnt to indlæg længere nede) og en velsignet lille computer med adgang til netflix, en hjemmeside med film og serier. Vi så tegnefilmen Avatar, til klokken blev tolv, så the ball drop i NY på TV, ringede til Ros og Jim over hoteltelefonen for at ønske dem a Happy New Year, selvom de allerede var gået i seng, og fulgte derefter deres eksempel for at få lidt søvn før den kommende dags festligheder.

Brylluppet var rigtig hyggeligt. Både vielsen og middagen fandt sted i selve kirkerummet i en lokal kirke. Vi hjalp alle med at pynte op, både til selve brylluppet og "the rehursal dinner". Jeg fik lov til at stryge en hel del duge, for i USA er det ikke pænt med folder i dugen (i modsætning til herhjemme, hvor jeg har erfaret at det ikke bare er acceptabelt, men faktisk meningen).
Vi sandwiches - ret utraditionelt - og havde det ellers bare hyggeligt. Der var en slags leg eller konkurrence, der gik ud på at brud og brudgommen skulle spare penge sammen, ved at have folk til at danse med sig. Den, der havde tjent flest penge, når legen var slut, vandt. Jim var overbevist om at jeg skulle danse med min værtsbror, brudgommen og stak mig en 20 dollar seddel. Efter adskillige opmuntringer endte det da også ud, sådan som han ville have det. Jeg må sige at jeg ikke er den fødte danser. Men alle mine anstrengelser var forgæves. Ligesom legen endte tyvstjal brudens søster alle Justins penge og hældte dem over i brudens sæk! :P Jaja, sådan går det jo sommetider. Tiden kom da brudeparret skulle afsted på deres honey moon. Vi vinkede farvel og udnyttede årstiden vejr, til at smide sne efter dem i stedet for ris. Pretty much enden på en meget hyggelig tur til Arizona.

Resten af året: Mine skoledage gik groft sagt med skole, skitræning og lektier i hele vinterhalvåret. Weekenderne blev brugt på skiløb om lørdagen og kirke og lektier om søndagen. Selvom det lyder temmeligt ensformigt, var det en tilværelse jeg nød utrolig meget. Mit skihold bestod af de flinkeste mennesker man kan forestille sig. Der var tradition for at en fra skiholdet afholdte "Spagetti feed" dagen før et skiløb (altså fredag). Denne Feed bestod i at spise pasta med kødsovs, lagsagne og andre gode sager, hvorefter man spillede spil. Helt enormt hyggeligt! Først efter skisæsonen var slut fandt jeg ud af hvorfor det er vi spiste spagetti. Lille mig troede jo bare det var fordi, det var nemt at lave. Men nu skal I få forsklaringen: Pasta indeholder mange gode kulhydrater, der er gode når man står på ski og naturligvis bruger meget energi. Mere videnskabeligt bliver det ikke i denne omgang. Skisporten må siges at være den ting jeg nød mest ved hele mit udvekslingsophold. Jeg elskede holdet, trænerne, træningen, vejret, naturen og løbene. Løbene var en hel speciel oplevelse for mig. Første gang efter kun et par ugers skiløb kom jeg ind i på en midtplacering. Jeg var meget stolt:) Det gik bedre og bedre og to gange opnåede jeg endda at komme ind på en anden plads! Det skal så siges, at det her var i nybegynderpuljen. Derover var der både d, c, b og a pujler, afhængigt af størrelsen af løbet. Løbene var som regel ca. 5 km lange med løbende næse og varme i kroppen selvom temperaturen var lav. Man følte sig ikke særlig charmerende når man var færdig, men det er en fantastisk følelse bagefter.
Fra at være bange for en alt for lang, hård og kold vinter, blev jeg ked af det, da der på et tidspunkt i marts-april blev tø, og der ikke mere var mulighed for at stå på ski. Jeg har aldrig troet at jeg nogensinde skulle blive så glad for en sportsgren!
Der var mange andre dejlige ting der skete gennem vinteren. Jeg blev blandt andet kørt i skole og hjem hver dag af min dejlige nabo og skikammerat, Jackie. En nogenlunde varm bil med musik i radioen og et venligt ansigt er en velsignelse på en møgkold alaskamorgen. Desuden var der jo også plads til skiene ;).
Alaska er fantastisk smuk om vinteren. Hvide bjerge, hvide træer, hvidt alting. Og når så solen står lavt om vinteren og rammer bjergene med sit varme lys, skifter de til lyserød. Det kaldes alpenglow. En meget kold dag gik jeg ned til den floden ca. en kilometer fra vores hus. Den var bundfrossen, så man kunne gå på den og på overfladen var der alle mulige former for iskrystaller. Nogle lignede endda 3 dimensionelle blomster!
Det var den mest fantastiske vinter nogensinde.

Min værtsfamilie er noget for sig, for ud over at være pænt religiøse og enormt gæstfrie, er de i nogle tilfælde meget ligeglade med takt og tone. Men det er vist ikke alle alaskanere, der hænger sig i den slags. Fx. tager man da selvfølgeligt lige forbi en bryllupsreception på vej hjem fra en skitur, og til fin middag på en restaurent i løbetøj. Sådan er man jo så forskellige, men jeg elsker dem jo alligevel. Og jeg har lært at ikke alting behøver være så perfekt. Det vigtigste er jo ikke forberedelserne til at gæsterne kommer på besøg, men at have det sjovt sammen med gæsterne når de er der!

Med foråret kom der en ny sportsgren, men denne gang var det et dårligt valg. Jeg har desværre en tendens til ikke at vil give op med noget når det ser sort ud, og det endte så med en gang atletik. Da jeg virkeligt ikke er meget for løb og heller ikke særlig hurtig til det, prøvede jeg med kuglestød og diskoskast. Jeg blev aldrig noget som helst tæt på middelmådig. Det kan til dels skyldes at træneren var fraværende langt de fleste dage, men jeg tror nu ikke det betød så meget i forhold til min ringe præstation. Jeg havde nogle søde holdkammerater der prøvede at hjælpe mig, men jeg blev aldrig en fan. Jeg var lettet da sæsonen var ovre.

Andet semester i skolen bød på to nye lærere, Mr. Richards, lærer i Sci-Fi og Fantasy, og Ms. Lang, dramalæreren. Det var nogle lidt specielle fag, men de var meget sjove.
Ms. Lang gav en meget varieret undervisning, der bestod af filmanalyser og indøvning af monologer og scener. Der var også en del improvisation hvilket virkeligt var morsomt. De par gange jeg selv forsøgte at improvisere, gik det ikke godt, da jeg bliver meget nervøs, når jeg skal stille mig op foran andre. Så kan man måske syntes at drama var et mærkeligt valg, men det var ubeskriveligt at se de andre optræde, specielt med improvisation. Det var en velundt pause i en ensformig skoledag.
Sci-fi ville man nok synes var et meget underligt fag, og det kan skam også godt være. Vi læste og analyserede sci-fi bøger og film. Vores afsluttende eksamen var en test over de tre Ringenes Herre film, vi over et par uger havde set på klassen. :D

Da mit udvekslingsår nærmede sig sin ende, fik jeg lov til at graduere. Som udvekslingsstudent var vi de sidste oppe. Nu har jeg så et lille diplom der siger noget i stil med "Bevis på deltagelse". Jaja, det er ikke noget man kan bruge til så meget herhjemme. Det er meget sjovt at have, og et minde fra mit fantastiske år. I Alaska er der en tradition med at give studenterne blomsterkranse af hawaiiblomster. En spøjs tradition, da Hawaii ikke umiddelbart har meget at gøre med Alaska.
Da jeg gik til kontoret for at spørge om lov til at købe mit gradueringstøj - vores var nemlig kun til låns, hvorimod de almindelige studenter havde købt det - spurgte de mig undrende: "Hvad vil du dog med det?". Jeg ville jo have det som et minde og det kunne de godt se, men de har da ret i, at jeg nok aldrig kommer til at bruge det igen. De fortalte mig at jeg bare skulle beholde og afviste betalingen. Dejlige venlige mennesker.

Derefter havde jeg en måned jeg skulle brænde af. Colin kom hjem igen, men havde et arbejde og det samme havde min værtsforældre jo også, så jeg brugte meget tid for mig selv. Jeg tegnede og spiste cheerios og mistede fuldstændigt min førhen så gode kondition og jeg tvivler på at jeg nogensinde får den tilbage. Colin var flink til at tage mig ud og vandre når han havde tid, og det blev til sjove ture op ad sten i vandløb og snedækkede skråninger. Ja, der var stadig sne da jeg fik sommerferie, i hvert fald på bjergtoppene. Faktisk sprang bladene på træerne ud på gradutionsdagen. Det var midt i maj.

I sommerferien var jeg også på weekendtur til Eklutna Lake med nogle andre udvekslingsstudenter fra YFU. Vi havde det godt sammen. Det var dejligt at tale med nogen, der stod i samme situation som en selv.

I slutningen af juni kom mine forældre og Christian og vi tog ud og oplevede Alaska og "the lower 48" sammen. Jeg vil ikke beskrive den rejse her, da den ikke er en del af mit udveklingsophold. Det endte så snart mine forældre kom ud fra paskontrollen i lufthavnen. Jeg var selvfølgeligt meget glad for at se dem, men endnu mere ked af at sige farvel til Ros, Jim, Colin, Kobuk, kyllingerne, naboerne og vennerne, for jeg ved at den tid aldrig kommer igen. Da jeg tog væk fra Danmark vidste jeg jo at jeg kom tilbage igen til det samme liv, men livet som udvekslingsstudent er slut. Det samme er min blog.

Det er dejligt endeligt at have den færdig, om end det blev lidt forhastet. Den tid jeg brugte i Alaska og i andre dele af USA i selskab med min værtsfamilie vil jeg aldrig glemme. Jeg tror på dem der siger at udvekslingsåret var et af de bedste år i deres liv.

Ting der allerede er sket

Ja, som jeg lovede vil jeg fortælle lidt om min Thanksgiving, jul og nytår. Det er blevet lidt senere end jeg egentligt havde forestillet mig, og jeg vil nok ikke skrive så meget i detajler. Jeg føler lidt jeg bliver nødt til at følge med nutiden.

Til thanksgiving tog jeg med Ros og Jim til Arizona. Deres søn, Justin, ham med brylluppet, bor dernede, og det samme gør hans - nu - kone. Det var rigtig hyggeligt. Vi boede hos Jims forældre, de sødeste ældre mennesker. De var meget gæstfri og venlige. Ollie, Jims stedfar, minder mig meget om en gammel cowboy eller guldgraver. Han har en cowboyhat, stølver, stor firhjulstrækker (et must-have for en rigtig cowboy!) og så spiller han mundharmonika. Jims mor er en utrolig sød dame med et godt udseende taget hendes alder i betragtning.
Selve thanksgiving forløb således: Vi kørte op til Annas(bruden) forældre i Flagstaff, en by placeret 2400 meter oppe. Det er så højt oppe at det endda påvirker madlavningen! Vi hejkede for en time eller to, lidt længere oppe på bjerget i forsøg på at komme op til et lille vandfald (uden held for mit vedkommende). Senere spiste vi middag, et måltid bestående af kalkun, kartoffelmos, sødekartofler bagt i skumfiduser, squashsuppe, majsbrød, græskartærte og meget mere. Efter middagen spillede vi spil, måske nærmere lege. Der var én kaldet telephone pictionary og én kaldet tabu. Begge spil var utrolig sjove og endte ud i latter. Jeg glæder mig til at spille det i Danmark.
Black friday, dagen efter thanksgiving (den største shoppingdag i USA) var vi på Grand Canyon. Det var meget storslået, selvom jeg næsten vil sige at Sedona med sit røde jord og bjerge var endnu smukkere.

Jul: Da jeg endelig fik fri var det meget tiltrængt, for der havde været tests de sidste par dage. Heldigvis havde vi ikke semester eksamenerne efter ferien, hvilket ville havde lavet den om til et studeringsmareridt. Jeg vil sige at jeg klarede mig ret godt.

Fortsættes!

Bryllupsklokker

Saa er jeg i Arizona. Jeg er her fordi Ros og Jims soen, Justin, skal giftes. Jeg kom herned mandag. Floej hele natten. Sov godt i forhold til at jeg var paa et fly. De sidste par dage har rent ud sagt vaeret moegkedelige. Der er ikke rigtig noget at lave. Vi har pyntet lidt op til brylluppet og hjulpet med at klargoere(rengoere!) Anna, bruden, og Justins nye lejlighed, men alting er saa organiseret at opgaverne hurtigt slap op. Ikke noget jeg er saa vant til... :)
i dag sner det. Meget - omkring 25cm. det gjorde det ogsaa i gaar. Paa grund af sneen var der mange trafikproblemer. Nogle af dem som skulle have kommet med fly i gaar kunne ikke tage afsted paa grund af de endnu stoerre vejrproblemer paa oestkysten. Men nogle kom da frem: Jims bror, hans kone og deres boern. Der er ni af dem. Altsaa boernene. Faktisk kun otte lige nu, fordi en er fanget paa oestkysten. Eller er maaske paa vej. Det ved jeg ikke. Jeg laante en conmputer af en af boernene, en pige paa sytten. Deler nu vaerelse med hende og hendes fjortenaarige soester. De er begge rigtig flinke. De keder sig lige saa meget som mig.
Proevebrulluppet eller "the rehursal dinner" skulle have vaeret i aftes, men fordi der mangler gaester er det udsat til i morgenformiddag. Der er to dage til brylluppet.
Hvis der er nogen der har forslag til hvad vi kan lave vaer soed at skrive. Vi mangler det desperat!

PS. Vil skrive om thanksgiving og jul naar jeg igen kommer hjem, eller paa et andet tidspunkt hvor jeg har tid.

Jeg er stadig i live!

Først og fremmest vil jeg undskylde for ikke at have opdateret før. Mit førstepriotet nytårsforsæt vil være at skrive lidt oftere. At jeg ikke har skrevet før betyder at jeg har meget at indhente. Grunden til at jeg ikke har opdateret er nemlig at jeg har haft så tralvt med så meget andet. Så jeg er stadig i live, jeg har bare haft for få timer i døgnet til at leve i.

Fortsættes... Flyver til Arizona nu:)

San Francisco og Termination Dust

Selvom det måske ville være mere spændenende at høre om San Francisco vil jeg starte med termination dust, da det er det der har størst indflydelse på mit ophold.

Termination dust betyder "forandringens støv" eller noget i den stil. Pludselig når man står op en morgen ligger der et fint lag af sne på toppen af bjergene, som langsomt kryper nedad, indtil sneen begynder at falde her. En ting der tilsyneladene har været mærkeligt ved dette år var at det første snefald var at det kom før sneen havde nået særlig langt. Men det tælte ikke rigtig som et snefald, for det hele smeltede igen.

Så til San Francisco: Det var en helt fantastisk tur! Calefornien er skøn og sommervarm. Vinmarkerne strækker sig over det ellers brune landskab og over det er en smuk evigblå himmel med kun få vatskyer.
Det var sådan mit indtryk var af Napa, byen hvor jeg brugte mine første dage af min lidt for korte udvidede weekend. Jeg boede hos Ros bror og svigerinde. Hendes bror er biavler ligesom deres far var det. Det hele så lidt rodet ud, men jeg havde det godt og de var rigtig søde. i Napa fik jeg også mulighed for at møde Mr. and Mrs. America aka Ros' søster og svigerbror. Mens Ros er noget af det mest uamerikanske man kan forestille sig er hendes søster lige det modsatte: De har et rigtigt amerikansk køleskab, hvilket ikke er så populært i Alaska, manden havde en Hawaiiskjorte på, deres yndlingssted er Disneyland og her kommer det; de havde et Mickey Mouse badeværelse! Hvis det ikke er amerikansk, så ved jeg snart ikke hvad.

Napa var næsten lige så dejlig som selve San Francisco. Der er det mere almindeligt med overskyet vejr og det er koldere, fordi byen ligger nærmere til vandet. SF ligger i nogle bakker, og alle gaderne er formet efter det. Det er ikke som i København, det er nærmere som en rutsjebane. Skyskraberne rejser sig højt og stolt over den travle menneskemængde under dem... Hvilket er en lille smule klaustrofobisk.
I SF fik Ros overrakt en lægepris, den egentlige årsag for turen dertil. Jim var ikke med. Vi kørte gennem chinatown og var på sightseeing på fishermans wharf. Om aftenen var vi på en vietnamesisk restaurent med hendes venner og kollegear der var kommet for at ønske tillykke med prisen. Maden var pragtfuld og udsigten vidunderlig. Man kunne se ud til Bay Brigde, der lyste i mørket...
Fra vores hotelværelse var udsigten næsten endnu skønnere. Det lå på 34. sal og man kunne se lige ned til Market Street og ud over alle højhusene. Værelset havde et dejlig dybt badekar og tilhørende badekåber og pusser. Mmmm.
Uden at sige at jeg ikke værdsatte dagen forinden, for det gjorde jeg virkeligt, som måske kunne høres, kunne jeg endnu bedre lide dag 2 i SF som også var den sidste dag. Jeg fik morgenmad fra Starbucks, lavede lektier(hvilke jeg havde fået sparet en god possion sammen af på grund af mit fravær fra skolen) indtil Ros kom tilbage fra et foredrag. Og så tog vi på shopping. Vi var i Mazy's, der ligner Magasin rigtig meget, men med det største udvalg af kjoler jeg nogensinde har set. En af Ros' veninder var der som utrolig kyndig shoppingassistance. Jeg købte en rød kjole som jeg håber på at kunne bruge til Ros' søns, Justin, bryllup i januar. Den er lidt tyk, så jeg skulle ikke fryse.
Da vi var færdige med at shoppe tog vi elevatoren til første etage og The Cheesecake Factory. Vi havde lige tid til at spise frokost og et stykke vidunderlig cheesecake(ostekage) før kørte til lufthavnen. Alting har en pris, vi var lige ved at misse flyet, men til vores held var det forsinket.
Det var virkelig en vidunderlig tur.

Men nu er jeg hjemme i Alaska, hvor det fryser om natten og er koldt om dagen. Selvom jeg måske har fået det til at lyde forfærdeligt efter min lovprisning af Calefornien, er det íkke sådan. Selvfølgelig ville jeg overhovedet ikke have noget imod de 70-80 grader Fahrenheit som resten af landet ligger og svømmer rundt på, men det her har nu sin egen charme. Og jeg tror på at hvis jeg holder fast i den indstilling vil den her oplevelse blive lige så god, som havde jeg boet i en anden stat, blot anderledes.

Til slut vil jeg lige nævne at jeg sidder og lytter til P3, den danske. Hvordan det kan lade sig gøre ved jeg ikke. Nu kommer radioavisen så det bliver alt for nu.

Ps. Her i weekenden besteg jeg mit første bjerg og jeg har fået købt mig en dejlig puffet grøn og pink vinterjakke. :)

Hvad blev der af homecoming?

Jeg blev lige opmærksom på at der ikke er et indlæg om min homecoming og turen til Denali Nationalpark, selvom jeg er temmelig sikker på at jeg allerede har skrevet det... Mystisk!

Men her kommer det så:

Min værtsmor, Ros', bror var på besøg. Han er retarderet, en klog retarderet, og sød. Han hedder Phil.

Fredag aften var vi på State Fair, noget lidt a’ la Løgumkloster markedet, hvis i kender det, og alle forskellige slags grønsager og dyr blev bedømt. Ros og Jim, mine værtsforældre, havde dyrket et kæmpe kålhoved, så Phil kunne deltage i konkurrencen om det største kålhoved. På trods af sine cirka 26 pund var det desværre ikke i nærheden af at vinde.

Det var en rigtig hyggelig aften, jeg fik smagt kalkunlår og en stor cremebolle, købt en sweater og noget honningslik og prøvet en forlystelse kaldet ”Hammeren” sammen med Jim; Det ligner en hammer, hvor man sidder i hovedet og bliver slynget hele vejen rundt, og et par gange sidder man stille med hovedet nedad. Det var lidt skræmmende, men også meget sjovt.

Lørdag var der Homecoming. Det er en skolefest, som starter ud med at skolens forskellige hold spiller mod en anden skole, og om aftenen er der et skolebal.

Fordi jeg er på Flagfootball-holdet skulle jeg også spille. På trods af at vi havde den bedst fungerende kamp indtil videre, tabte vi – igen. Er temmelig sikker på at alle skolens hold tabte den dag…

Jeg så lidt af den rigtige Homecoming kamp, en amerikansk fodboldkamp med cheerleadere og orkester. Nåede desværre ikke at se så meget at, jeg fik et ordentligt overblik, for i halvlegen tog jeg hjem til en pige fra skolen, for at gøre mig klar til festen.

Det tog sin tid, men var rigtig hyggeligt.

Til festen dansede jeg ikke så meget, da ”dansen” mest bestod af en tætpakket klump af elever på midten af gulvet, der bevægede sig så meget/lidt som de nu kunne.

Jeg gik rundt sammen med nogle piger jeg sidder ved bord med til frokosterne, og havde en rigtig dejlig aften.

Næste morgentog vi (Jim, Ros, Phil, Kobuk(deres hund) og jeg) af sted til Denali Nationalpark.

Vi kørte derop og camperede natten over. Omkring campingpladsen var der helt fuldt af små tranebær, så vi fik plukket nok til flere års forbrug.

Næste dag tog vi en bus ind i selve parken. Det var helt utroligt smukt. Bjergene var klædt i røde, gule og grønne efterårsfarver, og himlen var fuldstændig skyfri. Normalt er det svært at se hele bjergene på grund af skyerne, men jeg var så heldig at få lov at se hele det fantastiske sceneri. Ud over bjergene så jeg også en brunbjørn temmelig tæt på, rensdyr, elsdyr, jordegern og dallsheep(store hvide får).

Det var helt ubeskriveligt.

Det her er taget fra et brev jeg skrev til min farmor og farfar. Det er nok det jeg har fået forvekslet med et blogindlæg.

Jeg skrev brevet onsdag, d. 8. september 2010

Nu bliver ingen minder glemt!

Efteråret kommer!!!

Ja, så er det for alvor blevet efterår, suk... Snart skal sneen ligge i dynger og og graderne på omkring 0 - fahrenheit. Jeg er ikke helt sikker på hvor meget det er i celsius, men jeg ved da så meget som at 34 grader er vores nul. Hvilket vi forøvrigt har været under de sidste par morgener. Men heldigvis føler jeg det ikke så koldt som det burde, så intil videre er det kun vandet der fryser, ikke mig.
Det er helt fantastisk som sæsonen er skiftet, fra at være 22 grader, faldt temperaturen til 12 i løbet af en uge.
Uden at klage alt for meget vil jeg jeg sige er efteråret heroppe er utrolig smukt. Bladene er skrapt gule og bjergene er brune.

I må undskylde at jeg ikke har fået skrevet noget før, men man skal jo også have lidt at skrive om:)
Mine værtsforældre har været i Oregon og cykle et stort cykelløb og i mellemtiden har boet hos nogle af deres venner. Det er et par på Jim og Ros' alder med 3 børn. den yngste er på min alder og hjemmeskolet. Meget flink. Jeg var ude og se et operastykke med dem den første aften. Det var rigtig sjovt. Jeg ved ikke om i kender hende, men det var en biografi om en ældre dame der pludselig besluttede sig for at synge opera, og sang pivfalsk. Men på grund af hendes pengepung fik hun lov til at synge de største steder i USA. Skuespillet var opført af kun to personer, men så godt som havde der været hundrede.
Udover det gik ugen meget roligt, som et lille pusterum før Ros kom hjem, Jim var fortsat til Hawaii, til en tandlægekongres.

Jim kom hjem i forgårs, og før Ros og jeg hentede ham i lufthavnen var vi ude og spise på Red Robin, en buger restaurent. Da Jim hentede mig fra flagfootball, tpg vi ud og spise på en vietnamesisk restaurent. Man forestiller sig ofte, jeg gør i hvert fald, at amerikanere tit spiser ude. Det gør de vidst også bare ikke så meget i Alaska, for maden er en hel del dyrere, pga af den lange rejse. Prisnivauet ligger på¨linje med dansk mad.

I aften skal jeg ud og se en film hos en pige jeg spiser frokost sammen med. Nogle af de andre piger fra frokostbordet kommer også, og jeg er sikker på at det nok skal blive rigtig hyggeligt.
Andre status ting for i dag må være at vi tabte flagfootballkampen ligesom alle de andre kampe, men alle er stadig positive og det er en fornøjelse at spille. Desværre slutter sæsonen snart pga af den kommende vinter, men så jeg jeg begynde til langrend.
Jim købte et belgisk vaffeljern til Ros i går, så ser frem til nogle vafler i morgen:)
Om en uge går turen til San Fransisco, og jeg glædsr mig helt enormt! Jeg håber jeg kan komme til at shoppe lidt, for tingene skulle være en del billigere dernede.
Apropos shopping har jeg fået købt mig to nye cardigans og er lige blevet færdog med at strikke et par fingerløse handsker.

Det var så vidst alt for nu. Skal prøve at få skrevt llidt oftere fremover.
Kh Anne